Spørgsmål?

x

Har du nogle spørgsmål om at være Elev i Dagrofa? Stil dine spørgsmål her!

Sådan skriver du de bedste jobansøgninger

Skal jeg have billede på min ansøgning? Få gode råd direkte fra Talent- og Udviklingschefen.

“Den største bommert jeg ser folk lave, gang på gang, er, når jeg kan se, at de ikke har læst jobopslaget grundigt igennem!”

Hvad skal der stå på mit CV?

Tænk på CV’et som den gode indkøbsoplevelse. Du har brug for en række af de basale nødvendigheder – mælk, brød, toiletpapir. Og så er der din ”guilty pleasure”; og aftenens hovedrolle i aftensmaden – er det bøf eller asparges?; og endelig – den lille ekstra ting du spiser på vej hjem;-) Alt i alt, en indkøbsseddel, der afspejler, hvem du er og hvad du kan lide.

Mange chefer leder efter engagerede, dygtige, selvstændige, grundige, hårdtarbejdende og loyale medarbejdere. Du skal vise chefen, at lige præcis han eller hun har brug for din unikke kombination af
1. forståelse og pligtfølelse overfor de helt grundlæggende opgaver: der er en butik, der skal have varer udstillet ordentligt, indbydende og hygiejnisk korrekt.
2. interesse for kunden, der skal føle sig veltilpas og godt serviceret. Her kommer dit nærvær og din personlighed ind, din interesse og viden om varerne. Dit smil og din imødekommenhed.

For at vise chefen det, skal du skrive én side med info om dig, din uddannelse, arbejdserfaring og dine andre fede evner fx at du kan køre bil, er mega god til SoMe, … you get the point.

Tænk på, at de fleste arbejdsgivere ikke har tid til at nærlæse 150 ansøgninger. Gør det nemt for dem! Lav et CV, hvor du viser din erfaring nemt og overskueligt. Noget som jeg kan “skimme” på 15 sekunder. Det er tit ved CV’et, at du fanger folk.

 

Jeg har aldrig haft et rigtigt job før. Hvad gør jeg?

Mener du ikke, at du har haft et rigtigt job? Prøv at tænke dig om igen. Har du været fodboldtræner i din lokale boldklub? Har du gjort rent på din mors kontor i weekenden? Har du passet børn hos naboen, da du var 13? Har du fået penge for at servere til konfirmationer eller været tjener en sommer nede på havnen?

At være elev i en af Dagrofas butikker er muligvis det første rigtige job for dig, men det betyder ikke, at du ikke allerede besidder en masse erfaring, som du er blevet klogere af og viser egenskaber, der passer godt til os i Dagrofa, hvor vi er bevidste om vores centrale rolle i, at danskernes hverdag hænger sammen. At være fodboldtræner viser fx ansvar og lederegenskaber. At gøre rent på kontoret viser arbejdsomhed. At passe børn viser ansvar, men også at andre har tillid til dig. At servere viser, at du er serviceminded og ansvarlig – egenskaber alle chefer kigger efter.

 

Hvordan skriver jeg en ansøgning?

Din ansøgning er dér, hvor du viser, hvorfor du skal have lige præcis det her job. CV’et kan være det samme til mange forskellige job – men ansøgningen skal altid være unik. Her kan du præsentere dig selv i en mere fri og charmerende form, men husk at holde det kort.

Læs altid jobopslaget grundigt!

Det kan være svært at få ordene ned på det blanke papir. En god måde at komme i gang på, er ved at starte med at stille dig selv spørgsmål. Det kunne fx være: Hvorfor vil jeg gerne have jobbet? Hvorfor er jeg den bedste til jobbet?

Synes du stadig, det er svært at få ordene til at hænge sammen? Så kan du overveje at lave en kort video i stedet. Det er også en god måde at fremhæve din personlighed på. Hvis du overvejer at lave en video, er det en god idé at ringe til Dagrofas talentafdeling – og spørge om det er ok – før du går i gang med at filme. Så viser du også både initiativ, engagement og kreativitet.

 

(Denne artikel er sponsoreret af den Erhversdrivende Fond KFI )